Sportsgren: Fodbold
Udbyder: Bet365
Dato: 17. januar, 2015 0:00
Kamp: Lorient - Lille
Spiltype: Kampodds
Udfald: 2-tal
Odds: 3
Status: Tabt

Lille har været en af de helt store skuffelser i fransk fodbold i denne sæson med tanke på, at holdet i sidste sæson endte som nummer tre i Ligue 1. Nu har Simon Kjær og co. dog fået opbygget en sjælden sejrsstime, der meget vel kan fortsætte mod kriseramte Lorient.

Hjemmeholdet far Lorient har været urimeligt hårdt ramt af skader de sidste par uger, hvilket også har medført et voldsomt drop på formbarometeret. Fem af de sidste seks kampe i alle turneringer er tabt, hvilket blandt andet inkluderer ydmygende pokalexit til deltidsprofferne fra Avranches i den franske pokalturnering.

Klubben er ydermere hårdt ramt i forbindelse med de afrikanske mesterskaber, hvor fire spillere tørner ud for tre forskellige nationer. Blandt disse topscorer Jordan Ayew og forsvarsprofilen Lamine Gassama, hvor sidstnævnte har spillet næstflest minutter af Lorients markspillere i denne sæson. Værd at bemærke er også, at Jordan Ayew har været impliceret i 10 af Lorients 22 mål (seks mål, fire oplæg) og i de fire kampe, han ikke har været i startopstillingen, har Lorient tabt de tre.

Lille har for første gang i sæsonen vundet tre kampe på stribe. Det skal dog bemærkes, at samtlige kampe er vundet hjemme på Stade Pierre-Mauroy, mens man på udebane har haft det noget sværere. Her har man faktisk ikke vundet de sidste 13 kampe i alle turneringer, men her er det altså også værd at tage et kig på, hvilke hold som Lille har mødt.

Europæiske udekampe mod Porto, Wolfsburg, Everton og Krasnodar er ikke på den lette liste. I ligaen har Lille kun mødt et enkelt hold, der er placeret under dem i tabellen i form af Lens, hvor Lille førte indtil kampens 91. minut.

Simon Kjær udtalte tidligere på ugen til bold.dk: “Det var vores tredje kamp på en uge, og vi har hentet tre sejre og tre gange clean sheet, så vi viser virkelig vilje til at komme tilbage til vores gamle niveau efter et alt for svingende efterår. Vi har egentlig mange folk udenfor med skader og deltagelse i Africa Nations Cup, men vi viser god kampgejst og stor holdånd“.

Skadeslisten er dog ikke værre, end at det kun er midtstopperen Basa, der er ude i forhold til 1-0 sejrene over Evian og Caen de sidste 10 dage.

Rent oddsmæssigt er der også noget, der ikke for alvor giver mening i opgøret her. Tre gange pengene på Lille er ikke hverdagskost at få på udebane, når modstanderen er af Lorients kaliber. Her et udpluk af, hvad Lorients modstandere har stået i på udebane de sidste par runder:

2/12 Lorient-Marseille. 2,15 på Marseille
1/11 Lorient – Paris SG. 1,57 på Paris SG
18/10 Lorient – Etienne. 2,44 på St. Etienne

I min optik bør Lille stadig være blandt top6-klubberne i Frankrig i en power ranking, der hedder noget i stil med PSG-Marseille-Lyon-Monaco-St. Etienne og Lille. De vandt enkelt med 2-0 hjemme over Lorient i det omvendte opgør og burde også være favoritter i dag, omend smalle af slagsen, i min bog.