Sportsgren: Fodbold
Udbyder:
Spil her
Dato: 6. juli, 2016 17:45
Kamp: FC Infonet - Hearts of Midlothian
Spiltype: Match odds
Udfald: 1X
Odds: 2.15
Spilbar ned til: 2.04
Status: Tabt

Returopgør til 1. kvalifikationsrunde til Europa League efter 2-1 til Hearts i første opgør.

Skotsk fodbold har været ude i en forfærdelig deroute i europæisk bold i de sidste år, og hvor landsholdet måske går lidt lysere tider i møde er der ikke meget, der tyder på, at klubholdene har nået bunden endnu. Det var kun med hiv og sving, at Hearts fik kørt 2-1 hjemmesejren hjem i første møde med esterne idet skotterne hurtigt kom bagud og først fik udlignet på et straffespark og til sidst også fik den forventede sejr via et estisk selvmål. Er det så en ren ekspeditionssag for Edinburgh-holdet at nå videre til næste runde? Måske, men jeg tror ikke, at det bliver den walkover, som markedets odds for øjeblikket antyder.

FC Infonet er nye på såvel den nationale estiske som på den europæiske fodboldscene, hvilket det usexede fusionsnavn også antyder. Niveaumæssigt er den estiske liga ikke noget særligt, ikke en gang sammenlignet med den skotske, og generelt har estiske klubber ikke gjort det store væsen af sig i europæiske turneringer. Men 1-2 er ikke et totalt umedgørligt resultat at arbejde med, og så vidt jeg kan forstå på stats og referater bød esterne udmærket modstand til de skotske favoritter.

Den estiske liga følger kalenderåret ligesom f.eks. de svenske og norske ligaer gør det. Dét er ofte en markant fordel i de tidligste kvalifikationsrunder til de europæiske turneringer. Hearts er fortsat i gang med deres sæsonforberedelser da den skotske liga først begynder til august. Derimod kører den estiske liga for fuld damp, og Infonet er helt inde i mesterskabskampen. Den skotske record i europæiske turneringer siden 2008 er ikke særligt god, især ikke på udebane. Det ændrer dog ikke på, at Hearts fremdeles har favoritværdigheden, men med det valgte væddemål dækker vi også den pointdeling, som skotterne godt kan nøjes med.

Hearts har en flot forhistorie i de europæiske turneringer. Skotterne er ubesejrede i deres sidste fem europæiske udekampe og har bl.a. fået uafgjort imod så stærke mandskaber som Tottenham og Liverpool ligesom man slog Dynamo Zagreb ude for nogle år siden – men disse imponerende resultater ligger alle flere år tilbage. Siden da har Hearts været igennem både en nedrykning og en økonomisk rekonstruktion hvorfor fortidens bedrifter ikke siger ret meget om, hvor stærke man er for øjeblikket, hvor der er over en måned til den skotske Premier League går i gang.

Samlet har jeg ingen problemer med at vejre værdi i esternes retning – esterne bed fint fra sig i den første kamp, skotske hold har gennemgående ikke klaret sig særligt godt i Europa i de sidste 5-6 år, den estiske liga er i fuld sving hvor den skotske holder sommerferie, og endelig er uafgjort som angivet alt rigeligt for Jam Tarts.

Liga: Europa League kvalifikation

Spilbar ned til: 2.04