Bardet, han kan om nogle skabe et cykelløb. Jeg hørte noget ganske interresant i en Veloropa podcast, hvor Steffan Djurhus pointerede, at han statistisk set havde vundet i 2016, fået en andenplads i 2017 og en tredjeplads i 2018, hvis man fjerner Froome, Dumoulin og Roglic, der ikke stiller til start. Derfor kan det virke underligt, at jeg placerer ham helt hernede, men han var på vippen til at komme på outsider-optakten. Ruten passer ham fortrinligt, men tabet af Latour er stort. Han og holdet kommer også til at tabe tid på begge enkeltstarter og INEOS-maskineret bliver også en stor udfordring for den offensive franskmand.
Nogle vil måske undre sig over, at man nævner Porte, men man kan næsten ikke lade være. Han har nemlig alt det, der skal til, for at vinde. Og uden Froome, Dumoulin og Roglic bør de værste rivaler være væk og derfor kan man undre sig over Bet365 kun seeder ham som sjette favorit. Han har Mollema og Ciccone til bjergene, men spørgsmålet er hvor meget de kan i tredje uge efter de begge har kørt Giro. Deres hold ser heller ikke ud til at brilliere på 2. etape, mens Porte har været svingende alene mod uret også. Så er der også hans utallige uheld, der de seneste år har ødelagt hans sæsoner gang på gang. Han har evnerne til at køre på podiet, men man har altid sine tvivl om Porte.
Uran fik en flot andenplads i 2017, men måtte udgå sidste år. EF har været en af sæsonens positive overraskelser og den kunne blive endnu bedre med et godt resultat her. Det var tydeligt, at han var langt fra formen i Californien for to måneder siden, så derfor var det skønt at se ham i La Route d’Occitanie, hvor han så bedre ud. Med TJ, Kangert og Woods til bjergene er han også pakket godt ind, og de ser også gode ud på 2. etape – en disciplin de har været fremragende i denne sæson, selvom han vil tabe lidt tid selv alene mod uret.
Landa eller #FreeLanda, som han ofte bliver nævnt som. En uheldig rytter, der tit er låst af ordrer oppe i hierarkiet. Movistar kørte en smuk Giro med Landa og Carapaz, hvor de endelig fik deres overtal til at fungere optimalt. Det er dog ikke lykkedes i Touren endnu for dem. Der er altid uvist, hvorvidt folk kan køre optimalt både i Giro og Touren samme sæson, selvom Froome og Dumoulin gjorde det sidste år. Han vil, tror jeg, være under Quintana i hierarkiet, men over Valverde. Han har også 41 løbsdage i benene og ikke kørt løb siden Giroafslutningen, så derfor er der en masse spørgsmålstegn om hans form.
Grundet sygdom når jeg ikke at nævne to andre kandidater, Buchmann og Dan Martin. Buchmann er en rigtig lovende rytter, der med lidt held og gode ben kan køre top 7, mens jeg forventer Dan Martin kommer til at køre top 10 og tage en etapesejr med hjem.
