Sportsgren: Fodbold
Udbyder: Bet365
Dato: 9. august, 2015 15:00
Kamp: Lyngby BK - Silkeborg
Spiltype: Asian Handicap
Udfald: 2 (+0)
Odds: 2.38
Status: Tabt

Mine to oprykningsfavoritter mødes i Lyngby til topkamp søndag eftermiddag. Begge hold er kommet pointmæssigt godt fra start i divisionen. Men Lyngby synes gjort til for store favoritter, baseret på min vurdering af styrkeforholdene før sæsonstart. Med blot to runder inde i billedet, er der ikke noget der er anderledes i forhold til mine forventninger og det bør betyde værdi hos gæsterne fra Silkeborg.

Lyngby ser enormt spændende ud med den markante oprustning, som man har foretaget i sommerpausen. Ind er kommet Mads Gabel (anfører i Brønshøj), Danilo Arrieta (14/15-sæsonens spiller i Skive), Oke Akpoveta (starter i Brønshøj), Viktor Noring (keeper fra Æresdivisionen), Michael Lumb, Daniel Jensen og Dennis Sørensen (tidl. Superligaprofiler). Tilmed er der kommet nyt trænerteam bestående af David Nielsen og Thomas Nørgaard – to af de dygtigere trænere i DBU-regi. David Nielsen kommer fra en succesfuld rum tid i Strømsgodset, Norge, mens Nørgaard havde mindre succes i AB som rykkede ned fra 1. division i sidste sæson. Ud er røget marginale breddespillere som f.eks. Rasmus Minor Petersen samt et par ungseniorer, som ikke var en del af Lyngbys bedste start-XI sidste sæson.

Min forventning til Lyngbys mandskab er at de rykker op uden de større slinger i valsen. Med de markante tilføjelser på holdet, skal de være relativt store favoritter til at snuppe én af de tre oprykningspladser. Deres to første kampe er da også gået efter planen. I 1-0 sejren hjemme mod Køge dominerende man på bolden, lukkede godt af bagude og skabte et par store chancer – scoringen blev dog sat ind på straffespark. I 4-2 sejren mod svækkede Horsens startede man godt og sluttede også godt af med en scoring der lukkede kampen. Man var dog presset i bund i store dele af 2. halvleg, hvor clearing på målstregen, et skud på overliggeren og flere gode redninger afviste Horsens’ forsøg på en 3-3 udligning.

Silkeborg og deres opstart har jeg tidligere behandlet i et spilforslag mod FC Vestsjælland. Her skriver jeg bl.a.: Jeg ser Silkeborg som det stærkeste hold i 1. Division. Allerede i vinters budgetterede man med en Superliga-nedrykning og har hele foråret forberedt sig på det. Sportsdirektør, Jesper Stüker, virker generelt optimistisk i hans udtalelser i mediebilledet. Den tidlige forberedelse på 1. Division har også været afgørende for det fine transfervindue, man har haft; fire spillere er hentet tidligt i opstartsforløbet, og alle fire er spillere der forstærker både startopstilling og bredden.”

De to første kampe har ikke ændret noget på det overhovedet. Man dominerede FC Vestsjælland og vandt yderst fortjent 2-1. I anden runde fik man 1-1 mod Vendsyssel – ikke verdens dårligste resultat, når man møder et kompakt top 5-hold på udebane. Jeg er ikke i tvivl om at man er tilfreds med de to første kampe og man kan i den grad nyde godt af at de nye signings, Martin Thomsen, Mikkel Vendelbo og Andreas Albers har vist at de alle passer perfekt i en stærk startellever.

Lyngby har en bred og stærk trup; set bort fra de potentielle profiler der er hentet i sommers råder man også over stærke divisionsspillere som Lasse Fosgaard, David Boysen og anfører Mathias Tauber. Det er dog også set (i foråret) hvordan selv samme spillere kan smelte helt ned, når tingene ikke kører. Og jeg stoler stadig ikke 100% på at Lyngbys optimale start bare vil rulle; for med to nye trænere og de mange nye tilføjelser vil fejl og misforståelser stadig kunne opstå. Det kan vise sig en kæmpe fordel for Silkeborg, der tidligt hentede deres transfers – og som siden vinters har kørt med Kim Poulsen som cheftræner, hvorfor hans idéer måske først udmønter sig netop nu.

På skades og karantænefronten er der intet væsentligt at berette om. Silkeborg var uden Robert Skov og Jens Martin Gammelby i Vendsyssel grundet småskader, men er begge klar til søndag, hvilket er et plus.

Lyngby må i min optik aldrig være så store favoritter mod det stærkeste hold i 1. division. Oddssætningen beror på at Lyngby ligger 1’er og forventes at være de stærkeste netop nu, men det er jeg ikke enig i. Det er i øvrigt værd at notere sig at min sæsonvurdering af Silkeborg som stærkest i 1. division er inklusiv en Michael Lumb og en Daniel Jensen i fulde omdrejninger hos Lyngby, og her er vi slet ikke endnu. Michael Lumb har end ikke fået sin A-debut, da han er ude af form. Jeg har kampen som meget lige. Hjemmebanefordelen giver et lille plus for Lyngby, men ikke afgørende i dette scenarie, så at Silkeborg skal være underdogs til næsten 3,50 x pengene er for højt. Jeg mener dog at chancen for uafgjort ej skal glemmes; på dette tidspunkt af sæsonen vil en pointdeling med en anden oprykningsfavorit ikke være et dårligt resultat. Derfor en +0/DNB variant på udeholdet.

Spilbar ned i 2,25.