Sportsgren: Fodbold
Udbyder: Tipico
Dato: 27. september, 2015 18:00
Kamp: FC Nordsjælland - AGF
Spiltype: 1X2
Udfald: 2
Odds: 3,50
Status: Tabt

Jank1 er identisk med Stephen Bülow, som du kender fra vores Heavy Betting TV-sektion.

Grundet en super travl hverdag for øjeblikket vil jeg det næste stykke tid prøve at begrænse længden på mine analyser. Det kan komme både du og jeg, kære læser, til gode. Seneste analyse på under 2,5 mål i  FCK-Randers endte i over 1000 ord – en rekordlang analyse du næppe ser slået foreløbig. Jeg satser dog på at kvaliteten i mit skriv opretholdes og at nøglepunkterne for spilværdien synes klare; det kan du nu vurdere ved at læse med i min komprimerede analyse af FCN-AGF kampen, som spilles søndag klokken 18:00.

Nordsjælland hev senest en flot sejr over FC Midtjylland. Jeg vil ikke tage noget fra Nordsjælland overhovedet, men de har 3 skud i hele kampen; heraf ét mål og en kæmpechance til Marcondes. FC Midtjylland kom fra EL-torsdagskamp og var uden deres store profil, Erik Sviatchenko, så man kan argumentere for at Nordsjælland fik lettere betingelser end andre hold, der har mødt FCM i år. Ovenpå sejren i Herning er FCN nu gjort til relativt pæne favoritter mod et svingende AGF-hold – og det er jeg ikke enig i. Det kan være faretruende at backe AGF ovenpå deres 1-2 nederlag mod SønderjyskE, hvor deres største profil, Kim Aabech, spiller elendigt (grundet kontraktsituationen?) – og århusianerne er tilmed uden sejr i fem kampe. Jeg foretrækker dog i stedet at se på deres spil, som i perioder i de fem kampe har været rigtig godt, f.eks. hjemme mod Esbjerg eller ude mod FC København.

Hvis vi kigger på den prismæssige situation, så kan AGF godt sammenlignes med hold som SønderjyskE og Esbjerg, der tidligere i sæsonen har gæstet Farum Park (og vundet). Esbjerg lukker i odds 3,20 ovenpå en frustrerende uge med trænerfyring og med tre nederlag i bagagen, senest 0-4 hjemme mod SønderjyskE. Og selvsamme SønderjyskE lukker i odds 3,40 i sæsonens første kamp; med ny træner og fem nye spillere (primært fra 1. division) i startopstillingen.

At AGF nu skal give 3,50 x pengene giver ingen mening. Slet ikke med tanke på at jeg vurderer holdene relativt lige, hvis holdene mødtes i de to stærkeste start-XIere på neutral grund. Nu mangler FC Nordsjælland dog Bruninho og Emiliano Marcondes til karantæne – to af de største aktiver fremadrettet for FCN i sæsonen. Noget, der skal koste markant på prissætningen. At AGF taber kampen i Hobro giver jeg ikke meget for, for AGF var overlegent spildominerende og jeg har svært ved at forestille mig FCN være dødsensfarlige uden Bruninho (der har scoret 7 af holdets 10 mål i denne sæson).

AGF kan med alt at dømme mønstre stærkeste opstilling – uden skader eller karantæner. Det kan være et minus med en tricky pokalkamp tirsdag mod Silkeborg, men ellers ser jeg kampen være helt lige, og egentlig vil jeg have svært ved at forstå, hvis AGF lukkede i over odds 3,20, taget tidligere prissætninger i sæsonen i betragtning.

Spilbar ned i 3,20.