Der er Premier League igen torsdag aften, og jeg har valgt at lægge dette spil ud til alle – og ikke kun SMS-kunderne – for at belyse en tendens i nutidens dart til gavn for alle mand. Der er nemlig ofte noget at hente i den henseende. Og lad det være en cliff hanger til slutningen af denne analyse.

Vi skal ud på det samlede antal 180’ere på Premier League-aftenen i Cardiff. Der spilles i alt fem kampe, og denne gang er Jonny Clayton Challenger. Kampene ser ud som følger:

Peter Wright v Rob Cross

Jonny Clayton v Michael Smith

Michael van Gerwen – Nathan Aspinall

Daryl Gurney – Gerwyn Price

Glen Durrant – Gary Anderson

Indtil videre har Premier League-aftenerne ikke haft mange 180’ere. Begge gange er antallet af 180’ere været under den forventede line. Senest blev der lavet 27 på en 28,5 line. Og der var endda tre 6-6-kampe, mens Gurney dog blev kørt over af MvG med 7-1, men en del legs at tage af. Første aften bød på 25 180’ere i alt.

Spillerne

Lad os tage et kig på nogle af spillerne. Michael van Gerwen. Verdens bedste dartspiller. Han er komplet ligeglad med 180’erne. Er der den mindste chance for, at den anden eller sidste dart ikke kan være i T20, så skifter han til T19. Det betyder intet for ham, fordi han er så god alle steder. Så det er misforstået at tro, at han laver mange HVER gang. Er der plads, går han selvfølgelig efter 180, men han tager ingen chancer, hvis der bare en kvart flight, der blokerer.

Daryl Gurney er i elendig form, selvom han tidligere producerede en pæn andel 180’ere. Og hvad angår det mentale aspekt, så er Gerwyn Price heller ikke, hvor han skal være. Det påvirker deres spil negativt, og dermed underpræsterer de på de store scorer.

Glen Durrant er slet, slet ikke en 180’er-mand. Nærmere en 140’er-mand. Det er bare et faktum. Så set med ‘under-brillerne’ er Duzza en fin tilføjelse til Premier League.

Nathan Aspinall kan godt producere fint med 180’ere, men han er heller ikke den vilde 180’er-producent. Han er dog i god spillemæssig form.

Så kommer vi til de skarpere fyre i denne kontekst. Peter Wright er en af de bedst præsterende lige nu, og han laver en solid mængde 180’ere med sine nye, faste darts. Rob Cross kan også godt, og den første kamp ligner en, der kan gå distancen. Så der er fare-momenter for underspillet.

Gary Anderson samt hans lærling Michael Smith kan være nogle rigtig store chefer, hvad angår 180’erne, så der kan også komme en del i deres kampe. Og så er jokeren i Cardiff: Jonny Clayton. Rammer han dagen, så hakker han løs i T20, men vi lader os ikke skræmme af den slags.

Ny 180’er-tendens

Vi skal selvfølgelig ud på underspillet, som det kan fornemmes på dette stadie af analysen. Og det er der endnu en grund til. Og nu vender jeg tilbage den tendens, der hersker i professionel dart. Topspillerne er blevet så solide i deres nedspil, at de producerer langt flere 177, 174, 171 etc.. Der forekommer langt flere skift i T19 end tidligere. Ganske enkelt fordi spillerne er blevet bedre. Vi ser stadig nogle typer være meget fast besluttet på at blive i T20, selvom pilene ikke sidder til at fuldende en 180’er. Det er nemlig deres komfortzone, men de bedste i verden gør ikke den slags længere. Og derfor ser vi også marginalt færre 180’ere end tidligere, men en voldsom stigning i 171-177-segmentet.

Og da vi har med verdens bedste spillere at gøre i Premier League. I korte kampformater og med en høj linje på 29,5 180’ere, så skal vi ud på underspillet, som tidligere nævnt er gået hjem på begge aftener indtil videre.