Udbyder: Unibet
Dato: 16. september, 2015 18:30
Kamp: FC København - Randers FC
Spiltype: Over/Under
Udfald: Under 2,5 mål
Odds: 1,87
Status: Tabt
Jank1 er identisk med Stephen Bülow, som du kender fra vores Heavy Betting TV-sektion.
FC København tager hjemme imod Randers FC onsdag. Kampen er oprindeligt et 1. runde opgør, der blev skubbet frem i kalenderen grundet komplikationer med Elfsborgs hjemmebane, da Randers mødte dem i Europa Leagues kvalifikationsspil. Kampen onsdag aften er FCKs anden hjemmebanekamp ud af tre på syv dage (AaB, Randers, Hobro).
FCK spillede i går hjemme mod AaB. En kamp, der for københavnernes vedkommende kan deles op i nat og dag i de to halvlege. Første halvleg var decideret pinlig; med defensive lilleputfejl, manglende styrke på midtbanen og en offensiv, der kun få gange gennemførte respektable angreb. FCKs mål i 1. halvleg kom på en dødbold – godt slået hjørnespark, som Cornelius header ind – men udover det, var der ikke meget andet end optræk til chancer. Anden halvleg var væsentligt bedre, tre scorede mål – men der blev så også scoret på hvad man fik. Udover målene blev der brændt et par større chancer, men faktum er stadig at FCK havde en overordentlig effektiv dag på kontoret med 4 mål på 7 skud inden for rammen. Omvendt så defensiven væsentlig bedre ud i 2. halvleg, hvor AaB ikke har nogle store tilbud. Og FCK holder AaB på sæsonlave 4 skud i hele kampen (hvilket er det næstlaveste målt i hele sæsonen).
Taktisk kan der ske ændringer på Ståles tegnebræt, der favoriserer et spil på under 2,5 mål ret meget. Peter Ankersen spillede en elendig 1. halvleg mod AaB, hvor han især defensivt slet ikke passede sine opgaver. Offensivt slog han generelt forfærdelige indlæg, hvilket gjorde at Ståle hev ham ud i pausen til fordel for Christopher Remmer (og ikke Høgli, der ellers burde være 2. valg – en taktisk og offensiv backindskiftning set i lyset af at FC var nede 1-2 ved pausen). Jeg tør godt sætte mine sparepenge på at FCK ikke starter Ankersen onsdag, men det bør i stedet Høgli, der defensivt er den stærkeste back FCK har – men også slår væsentligt bedre indlæg end det Ankersen har vist. Høgli er i øvrigt udmærket til at komme med frem også – han gør det dog lidt mere kontrolleret end både Ankersen og Remmer. Desuden forventer jeg Antonsson rykker i midterforsvaret med Zanka, mens Delaney og Amartey snupper midtbanen; bør være fint for et under-spil, siden både Antonsson og Zanka er bedre til at losse væk end bygge spil op.
Et andet interessant aspekt er Federico Santander. Undertegnede vil bestemt ikke komme udenom lovprisningerne af den ny dyrtindkøbte angriber i de første kampe mod SønderjyskE og til dels også FC Nordsjælland. Tager man dog de sidste to kampe mod OB og AaB har han virkelig ikke været pengene værd i et makkerpar med Andreas Cornelius. Begge spillere er for stationære og for ens – og det ødelagde totalt fleksibiliten i FCKs offensiv i 1. halvleg i går. Da Santander går ud efter 43 minutters spil og Verbic ryger ind, så går Jørgensen og Cornelius sammen på toppen, mens Verbic og Kusk tog sig af kanterne; og det fungerede i samtlige af kampens resterende minutter.
Men hvad gør Ståle? Smider man en mand til 21 mio. på bænken? Skal Cornelius ikke have genvalg, når han scorer? Får Verbic spilletid fra start ovenpå sin gode kamp? Og hvor placeres Nicolai Jørgensen? Jeg er selv meget i tvivl, men spørgsmålet er om man tør smide Santander på bænken; det tvivler jeg stærkt på. Et angreb med Cornelius og Santander vil passe Randers’ midterforsvar med Agesen og Tverskov glimrende, da det nok er den mindst bevægelige angrebsduo FCK kan stille. Jeg synes personligt det er svært at vurdere, men uden at være biased af min anbefaling, så tror jeg faktisk på et genvalg til Cornelius og Santander på toppen, mens Verbic snupper den ene kant fra Kasper Kusk til trods for Kusk scorede i går.
Randers spillede en mand i overtal i 65 minutter i går, men havde svært ved for alvor at åbne op for de dybtstående sønderjyder. Jeg synes egentlig Randers gjorde det fornuftigt, men spørgsmålet var om de ikke skulle have fået mere ud af det – 17 skud gav kun 3 skud indenfor rammen og blot et enkelt mål. Omvendt holdte de SønderjyskE på sæsonlave 3 skud i hele kampen (!!! – det laveste af alle hold i Superligaen denne sæson). Det noteres i øvrigt at midtbaneslideren Christian Keller – som havde en nøglerolle i kampene mod FCK sidste sæson – spillede en virkelig solid kamp, hvilket kommer på et passende tidspunkt. Man skal bestemt have respekt for angrebsduoen med Viktor Lundberg og Mikael Ishak, men jeg tror nu de har overpræsteret en smule. Kigger man på Randers’ skud/mål-ratio ligger de væsentligt over gennemsnittet for ligaen – så meget, at jeg forventer en “regress to the mean”-effekt med tiden. Lige nu scorer de flere mål pr. skud end både Hobro og FC Midtjylland gjorde i deres sensationelle sæsoner sidste år (og de var effektive skulle jeg hilse at sige).
Udover det, så tror jeg også på at Randers’ approach bliver at man først og fremmest skal holde nullet og spille kontrolleret fremadrettet, når mulighederne byder sig. Som mod AaB for et par uger siden, eller som mod Brøndby i Aggers velkomst sidste sæson – eller som mod FCK i de seneste 4 kampe . De fire indbyrdes opgør mellem FCK og Randers sidste sæson endte 1-1, 1-0, 0-0 (efter 120 min i pokalkvarten) og 0-3 (hvor tredje mål blev scoret i 90+) – i fire kampe, hvor det taktiske element var meget lig hvad man bør forvente sig onsdag også – især fra Randers’ side. Forudsat at min analyse af match-up holder stik ligner det en kamp med mange nærkampe, dødbolde og spil i luften.
Jeg har derfor også svært ved at forstå at oddset på under 2,5 mål er helt oppe i over 1,75 x pengene. I de fire kampe, de spillede sidste år, lukkede oddsene i gns. priser på 1,55-1,60 i tre af kampene og så 1,75 i det første indbyrdes møde for 14/15-sæsonen (altså det, der ligger længst tilbage). Jovist, FCK har oprustet offensivt og kommer fra en kamp med seks mål. Og Randers har scoret 14 mål i 7 kampe. Men set over en længere vurdering ser jeg ikke Randers være det hold i Superligaen, der scorer flest mål i gennemsnit. Sådan er deres spil slet ikke bygget op. Og med forventningen om at Ståle justerer taktisk ind til en ikke-offensiv fordel, så er der bare ikke så meget der retfærdiggører at de seneste kampe hos begge hold skal betyde meget i oddssætningen. Derimod lader jeg mig gerne rive med på at begge hold holder deres modstandere væk fra spil og chancer i den seneste kamp (taget forudsætningerne med en dårlig 1H og et tidligt rødt kort med dog), da det egentlig giver et lille prej om at begge hold er ganske solide defensivt, især når FCK stiller med den rigtige firebackkæde og Stephan A ikke gider tabe bolden i fødderne på en modstanders angriber.
Alt i alt skal der være rigtig fin værdi i et under 2,5 mål-spil.
Holder den spilbar ned i 1,70.