Sportsgren: Fodbold
Udbyder: Bet365
Dato: 19. juli, 2015 13:30
Kamp: OB - Hobro IK
Spiltype: 1X2
Udfald: 1
Odds: 2.05
Status: Vundet

OB tager hjemme på TRE-FOR Park imod Hobro IK i Superligasæsonens første søndagskamp. Jeg har en fidus til at de blåstribede kan snuppe en sejr imod Jonas Dals tropper, der virkelig skal grave noget kvalitet op af den jyske muld, hvis de skal gentage sidste sæsons 7. plads.

Da dette er en spiloptakt og ikke en generel holdoptakt fravælger jeg marginale detaljer omkring de to holds transfervindue og konstaterer blot at OB har handlet særdeles interessant ind. Man virker fint dækket ind på alt andet end målmandsposten. Specielt aftalerne med Rasmus Festersen og Mohamed El Makrini synes jeg tegner lovende. Festersen var FCVs klart bedste mand sidste sæson – glimtede både som topscorer og anfører. Makrini er 28 år, i sin bedste fodboldalder, og hentet i Æresdivisionen hos hollandske Cambuur, der endte på en stabil 13. plads sidste sæson. Her spillede han 32/32 kampe fra start og var anfører på den defensive midtbane. Jeg tør godt skrive under på at en del Superliga-spillere gerne havde byttet sin rolle ud i Superligaen med en anfører-rolle på et midterhold i Æresdivisionen. Uden at have nærstuderet Makrini finder jeg det positivt bemærkelsesværdigt at OB har hentet en spiller af den kaliber.

Af mærkbare afgange har OB sagt farvel til Mads Toppel, Håkon Skogseid, Martin Spelmann og Daniel Høegh. Med lejeretur til Kasper Larsen, vinterindkøbet af Hallgrimur Jonasson samt købet af Makrini, så finder jeg umiddelbart OB overraskende godt dækket ind. Med alt at dømme kan de mønstre en startopstilling alá:

Falkesgaard; Lund-Nielsen-Larsen-Skulason; Desler-Jonasson-Makrini; Falk-Zohore-E. Larsen

Truppen er i øvrigt bred, så jeg kan sagtens have skudt forbi med en forventet startopstilling. Men det skriger om noget af en del mere kvalitet end det OB-mandskab, der stod i odds 1,60 mod Hobro i åbningskampen sidste år. Eller det kriseramte OB-mandskab, der i en af Troels Bechs sidste kampe som OB-træner slog Hobro hjemme 3-1 til odds 2,10.

På trods af kun én nedrykker i årets Superliga skal Hobro og Jonas Dal lave et mindst lige så stort stykke arbejde i denne sæson, hvis man skal undgå nedrykning. Sæson nummer to for et oprykkerhold er oftest den sværeste. Superliga-holdene kender nu de Hobro-dyder, der gav dem mange point i starten af sæsonen, hvor de blev kronisk undervurderet.

Hobro har haft et forventeligt transfervindue. Man har prøvet at dække for især tabet af viceanfører Martin Thomsen ved at hente AGFs Kasper Povlsen ind. Ligeledes har man hentet Morten Beck i Silkeborg og Tidiane Sane på en fri transfer som det mest nævneværdige. Morten Beck er formentlig hentet ind for at dække for et Hvilsom-salg, der synes uundgåeligt. Tidiane Sane er interessant, men jeg har svært ved at vurdere ham. Og det var heller ikke mange mål Morten Beck scorede for Silkeborg trods en ellers flot forrige sæson i 1. division.

At OB i min optik skal være større favoritter end oddset tilsiger skyldes især to forhold. Det ene er Hobros skadesliste. Jonas Damborg sidder stadig ude med en korsbåndsskade han pådrog sig i forårssæsonen. Det samme gør Quincy Antipas. Der sås dog tvivl om Antipas når at blive klar, men han træner ikke p.t. – og skulle Damborg/Quincy ende med at være i truppen, så bør kampformen være meget langt væk. Slutteligt kan vi også spekulere i et Hvilsom-salg, som der rygtes kraftigt om i medierne p.t. – skulle han også ende med at være væk, så kan Hobro potentielt være uden 4 ud af sidste sæsons 5 bedste spillere mod OB (Hvilsom, Antipas, Thomsen, Damborg og Justesen).

Et andet forhold jeg kigger på er prissætningen. Nuvel stod OB i andet indbyrdes opgør i sæsonen i hele 2,10 på hjemmebane – men hvis man ser på priserne i holdenes tredje indbyrdes opgør – i 32. spillerunde – så gav OB blot 2,10-2,15 x pengene til trods for at ingen af holdene som sådan havde noget at spille for. Nu er OB på hjemmebane. Prismæssigt skal der simpelthen være et større skel mellem hjemme- og udebaneoddset hos OB. Bookmakerne vurderer at der kun skal være 0,10 i prisforskel på OB på udebane kontra hjemmebane mod et hold man møder for anden gang på otte uger. Det må jo så betyde at de vurderer Hobro have haft en langt bedre sæsonoptakt end OB. Men det er jo ikke tilfældet – tværtimod!

Jeg har meget svært ved at se OB stå i over 2 x pengene, når markederne lukker, så jeg vil tidligt ud her. Skulle der ske markante ting i transfervinduet op til kampen kan jeg kun se det til OBs fordel, da de så enten henter en erfaren keeper eller køber AK fri af kontrakten i Aalborg. Hos Hobro er det mest sandsynlige transferscenarie at Hvilsom bliver solgt. Det sats tager jeg meget gerne.

Spilbar ned i 1,90.